LØBSBERETNING af John Hornbech Christensen
Tirsdag den 21 juni 2011.
Rejsen til USA startede tirsdag morgen kl. 06.00 fra Billund lufthavn hvorefter vi mellem landede en time senere i Amsterdam. Derefter ventede der 11 timers flyvning før vi landede i San Fransiscos lufthavn SFO. Vi landede kl. 13.00 samme dag (9 timers tidsforskel) hvorefter vi lejede en bil og kørte direkte til Squaw Valley området hvor starten skulle gå Lørdag den 25 juni 2011.
Onsdag den 22 juni 2011.
Efter dejlig morgen mad på nabo Hotellet satte vi os i bilen og kørte til Auburn by for, at finde Hotellet vi skulle bo på når jeg kommer i mål. Derudover var missionen med besøget i mål byen også at tage en afstikker til 100 km mærket (Forest Hill School) hvor vi havde aftalt at Ann skulle stå klar mad og tøj til natten når jeg kom.
Hoved årsagen til Onsdags turen var at skabe noget tryghed for Ann når nu hun skal køre rundt på egen hånd Lørdag dag og aften.
Torsdag den 23 juni 2011.
Dagsorden for dagen er en gå tur til Løbets højeste punkt Emigrant Pass 2800 meter over havets overflade.
Kl. 10.00 starter gå turen fra Squaw Valley torvet foran kabine hejse banen. Som ligger i 1900 meters højde. Efter en halvanden times gang med div. stop for, at tage billede nåede vi toppen som ligger 5,7 km fra mål området.
Den sidste 1 km til toppen var dækket med sne og gav dermed en fornemmelse af hvad der venter til lørdags løb.
Til slut på dagen gik jeg i gang med at pakke drop bags
Fredag den 24 juni 2011.
Så nærmere tiden sig for, at løbet skal skydes i gang. Fredags dagsorden indeholder registrering, sidste løbs briefing, læge check og aflevering af mine 10 drop bags.
Jeg starter med at blive registeret hvilket skulle vise sig at være en god oplevelse. Men heller ikke uden udfordringer. Jeg har tidligere haft problemer med for højt blodtryk og det skulle vise sig at det har fulgt mig med til Squaw Valley.
Efter det første forsøg måtte jeg hen og sidde og slappe af for at se om jeg kunne få blodtrykket ned. Men i anden forsøg var det forsat forhøjet men efter at en læge checket mig efter så fik jeg grøn lys til at deltage.
Kl. 21.00 blev nat lampen slukket og vi gik til ro.
Start området i Squaw Valley 1900 meter over havets overflade.
Lørdag den 25 juni 2011.
Kl. 03.15 ringede vække uret og det var tid til at stå op og gør klar til dette års udgave af WS 100 miles.
Kl. 04.15 forlader vi lejligheden for at bevæge os over imod start området for at få start nummer og bib nummer.
Kl. 04.45 var jeg klar til afgang. Spændingen og nervøsiteten var tiltagende og nu ville jeg bare i gang.
Så er der mindre en 15 min til starten går i dette års udgave af Western stats 100 miles
Kl. 05.00 endelig gik starten og vi var i gang. Bestigningen af den første etape var i gang. Det forgik i en blanding af gang og løb. De første 5,7 km siger 800 meter så der er tale om en frisk start. Efter at have passeret toppen at Emigrant Pass så gik det nedover. Det starter med et lille parti med fri for sne & is. Men så kom udfordringen, 10 km med sne og is på bjerg siden som medførte skred og dårlig fodfæste. Flere steder blev jeg nød til, at sætte mig ned på bagdelen og kure ned. Jeg havde simpelthen ikke de rigtige sko på. 4 uger tidligere havde jeg købt trail sko Inov8 212 som jeg havde på til et 6 timers løb. Men måtte desværre skifte sko da de lavede slide mærker på min venstre fod. Derfor valgte jeg at køre den sikre vej og starte i min Mitzuno Wave raider 13. Det skulle vise sig at koste mig tid på det første parti.
Jeg brugte 3 timer 37 min på de første 10,6 miles (17 km) hvilket er alt for meget. Efter det lange parti med sne og is kom vi endelig ud på skov stier og ikke langt efter mødte vi en elv med dejligt is kold vand til knæene. Grundet den kraftige strøm var der spændt en snor over elven for at man kan støtte sig over. På den anden side af elven lå AID station Talbot Creek.
Klik på link for at se passagen af elven.
http://www.youtube.com/watch?v=jbG6OPLy9bQ
Klik på link for at se passagen af elven.
http://www.youtube.com/watch?v=jbG6OPLy9bQ
Efter at have passeret AID station Talbot Creek så kom der et parti med skov stier og sne. Havde faktisk en ganske fin periode hvor det gik en del nedover og fik indhentet lidt af det tabte fra starten på dagen.
Da jeg nåede frem til AID stationen Last Chance var det gået ganske godt. Umiddelbart efter Last Chance AID stationen gik det stejlt ned for så derefter at stige kraftigt op imod AID stationen Devil`s Thumb. Det skulle vise sige at være en af de mest heftige stigninger indtil videre. Måtte flere gange stoppe op og flere gange for at få et hvil. Var begyndt at løbe tør for væske.
Det var en befrielse og komme op på toppen af Devil`s Thumb. Her kunne jeg så få fyldt på igen klar til at drage videre.
Efter at havde forladt Devil`s Thumb gik det kraftigt ned og det medførte nogle kraftige belastninger på toppen af lårene. Næste AID stationen var Eldorado Creek som lå i bunden af dalen. 50 miles (80 km) var nu passeret og vi var halv vejs. Jeg var faktisk forsat frisk og positiv.
Næste mile pæl var Forest Hill School hvor jeg så frem til, at skulle se min kæreste Ann som vil stå med mad og varme klæder. Men før jeg nåede der til skulle jeg have 2 service stationer passeret Michigan Bluff og Bath Road. Op stigningen til Michigan Bluff var en af de friske og jeg kunne nu begynde og mærke at de opstigninger jeg nu havde passeret var begyndt at sætte sit præg på min ben.
Da jeg nåede servicestationen Michigan Bluff var tiden inde til at plukke op min hovedlygte da solen var begyndt at gå ned. Jeg kunne også mærke at tiden var inde til at blive smurt hist og her. Efter at jeg havde fået lidt suppe og drikke så begav jeg mig videre mod næste service station. Michigan Bluff var den første store service station hvor supporter, pacer og andre hjælper måtte være tilstede.
Der gik ikke mange minutter efter at jeg havde forlad Michigan Bluff før solen var væk og der var kul sort. Benene var okay og jeg var forsat positiv og opsat på at komme frem til Forest Hill school.
Efter 17 timer og 23 min løb nåede jeg Forest Hill 62 miles (100 km) som lå et stykke oppe at bakken. Det var dejligt, at løbe ind på området og høre sit navn blive kaldt over højtalerne og min søde kæreste kom mig i møde efter at jeg var blevet vejet og fortalt at jeg lige skulle holde igen med salt tabeletterne.
Forest Hill var et af de større service stationer på ruten og typisk her at Pacer kunne hugge sig på. Ann spurgte mig om jeg var interesseret i at få følgeskab at en pacer. Hvilket jeg sagde ja tak til. Jeg tænkte kunne jo ikke nogen skade til at få lidt følgeskab henover natten. Nu var der kun 60 km hjem og rent mentalt betød det at nu kunne jeg begynde at se en ende på det uden at det iøvriget var nogen garanti for at jeg gennemførte.
Et lille hvil ved 100 km stationen Forest Hill School.
AID station Forest Hill school kl. 22.15. Klar til afgang mangler nu kun 60 km til mål. Min pacer Brandon Dey står klar til venstre.
Men 8 minutter til 30 timers cut off forlod min Pacer, Brandon Dey og jeg Forest Hill. Nu var det tid til at få opbygget noget tid. Jeg følte mig frisk og klar til at give den det sidste 60 km. Men efter 1 times løb så begyndte jeg og falde i søvn hver gang vi var nede og gå og jeg kæmpede en kamp uden lige for at holde mig vågen. Jeg tabte mere og mere tid og det begyndte og blive lidt kritisk med tiden. Maven var også begnydt at skabe sig. Alt i alt en lidt frusterende periode jeg nu var landet i.
Men ved et af depoterne fik jeg 3 tykke tabeletter som jeg skylte ned ret hurtig og fik lidt suppe og cola. Det skulle vise sig og hjælp på mine mave problemer.
De næste depoter jeg kom til fik jeg suppe og cola og det skulle vise sig og være det der skulle til for at få gang i benen igen.
Umiddelbart før vi nåede Rucky Chucky Near 78 miles (125,5 km) havde jeg fået gang i tempoet igen. Vi hoppede i båden og blev sejlet over til servicestationen Rucky Chucky (Far) hvor jeg havde en af mine drop bags liggende med et par friske sko i. Men jeg valgte at passere uden at stoppe af den simpel grund at jeg var nød til at få hentet noget af den tid jeg havde sat til tidligere.
Jeg nærmede mig service station Green Gate 79 miles (129 km) 31 km tilbage og solen var begyndt at skyde frem og det begyndte og se mere positiv ud.
Mellem Green Gate og Browns Bar havde jeg fået så meget gang i benene at det blev til løb gang løb men mest løb og nu havde vi tage 20 min ind på det tabte tid.
Browns Bar var en speciel oplevelse en service station med høj musik og kolde driks kort sagt fest og glade dag. En time senere ankom vi til Highway 49 og umiddelbart før kunne vi høre bilerne køre på en vej længere nede af bjerget et tegn på, at vi nærmede os civilisationen.
Highway 49 93,5 miles (150 km) 10 km tilbage klokken var nu 08.30 og nu vil vi have 2 timer og 30 min til at komme i mål.
Highway 49 servicestationen ligger så man skal krydse en vejen. Vi brugt ikke meget tid før vi forlod servicestationen. Jeg havde forsat et godt flow i mit løb hvilket betød at jeg løb på alle flade stræk og gik på alle stigninger.
Kl. 09.10 passerede vi No hands bridge og forsat i frisk tempo. Så begyndte det at gå op ad igen mod den sidste servicestation før mål Robin Point. Jeg kunne begynde og mærke at det bør ikke kunne gå galt nu. Kl. 10.05 passerede vi sidste servicestation og nu var det kun 1 mile ind til mål og på det første stykke gik det op ad hvor jeg valgte at løbe for nu ville jeg bare i mål. Et lille stykke inde i byen mødte vi Ann som fulgte os ind til stadionet. Den sidste km løb jeg og passerede flere og flere. Endelig løb jeg ind på Placer High school, Auburn og det var en fornøjelse at kunne løbe stille og roligt ind på stadionet og høre sit navn blive nævn og krydse mål stregen i tiden 29 timer 21 min.
Jeg var lykkelig over at havde gennemført Western stats 100 miles. Et fantastisk løb der bød på fine oplevelser og en krævende rute.
Endelig i mål og kan modtage beviset på at jeg har gennemført
Så blev blodtrykket checket en sidste gang.
Der bliver checket de sidste ting. Kanon løb med styr på sikkerheden.
Så fik jeg den populær Bronze bælte spænde. Som symbol på at have gennemførte Western stats 100 miles inden for 30 timers tids grænsen.
Umiddelbart efter at have krydset mål stregen blev jeg en sidste gang vejet og taget blodtryk på. På en eller anden måde følte man sig tryg hele løbet igennem. Tryg forstået på den måde at man blev overvåget på alle de større AID stationer igennem kontrol vejninger og blodtryks målinger.
Western stats 100 miles er helt klart et løb jeg kan anbefale.
Fin fin beretning, lyder som en kanon oplevelse og dejligt med styr på tingene.
SvarSletEndnu engang tillykke med bedriften..
Fortsat god træning mod næste store mål..spartathlon ? :-)
Hej Tina
SvarSletTak for hilsen. Håber at det går bedre med dig. Du fortjener at komme over stregen i Sparta. Håber at vi ses i Athen i slutning af sep. :) John
Spennende og inspirerende lesning.
SvarSletjeg kommer nok til å melde meg på plasslotteriet for 2012!